Om mig

“Man skal gå to mil i en fremmed mands mokasiner, før man ved, hvordan han har det”

Lidt om mig – fagligt og menneskeligt

Når man overvejer at kontakte en psykoterapeut, kan det være rart at vide lidt om det menneske, man skal møde.

I en terapeutisk samtale deler man ofte noget, der er både personligt og sårbart. Derfor synes jeg, det er naturligt, at du også får en fornemmelse af, hvem jeg er – ikke kun som psykoterapeut, men som menneske.

Jeg er nysgerrig på mennesker, relationer og på det, der sker mellem os, når livet forandrer sig. Det har været en rød tråd gennem mit arbejdsliv og gennem de mange år, hvor jeg har arbejdet med mennesker, par og familier.

Faglighed og livserfaring

Jeg har mange års faglig erfaring og en række uddannelser bag mig. Og jeg har, som de fleste andre, også selv oplevet perioder i livet med sorg, tab, bekymring, tvivl og store forandringer.

Mine egne erfaringer betyder ikke, at jeg ved, hvordan det er at være dig. To mennesker kan stå i situationer, der på overfladen ligner hinanden, og opleve dem vidt forskelligt.

Det har lært mig noget vigtigt: At være nysgerrig frem for at tro, at jeg allerede forstår.

Derfor er jeg optaget af at møde det enkelte menneske og den enkelte familie med respekt for netop deres historie, relationer og måde at være i livet på.

Du behøver ikke have svarene på forhånd

Mange mennesker tænker længe, før de kontakter en psykoterapeut.

Måske spørger man sig selv:

Er mit problem stort nok? Burde jeg kunne klare det selv? Hvad vil terapeuten tænke om mig? Og hvordan skal jeg overhovedet begynde at fortælle om det?

Du behøver ikke have styr på det hele, inden du kommer.

Min opgave er ikke at vurdere, om du har gjort det rigtige eller forkerte. Min opgave er at være nysgerrig sammen med dig på det, du står i, og hjælpe dig med at få øje på sammenhænge, mønstre og nye muligheder.

En ung kvinde skrev til mig efter vores første samtale:

“Da jeg kørte hjem fra dig, følte jeg mig meget lettere indeni. Du så mig og forstod mig. Jeg anede ikke, hvor vigtigt det var for mig at dele min historie – ikke at gå med den alene.”

Det beskriver noget af det, jeg håber, en samtale kan skabe: et sted, hvor man kan fortælle sin historie uden at skulle forsvare eller forklare sig og hvor det, der måske har føltes fastlåst, kan begynde at blive set fra nye perspektiver.

At række ud er også at handle

Jeg har stor respekt for de mennesker, par og familier, der kontakter mig. For mange kræver det mod at invitere et andet menneske ind i noget, man måske længe har forsøgt at håndtere selv.

Jeg tror ikke på et liv uden sorg, tvivl, konflikter eller perioder, hvor vi mister fodfæstet. Jeg tror på, at vi kan blive bedre til at forstå os selv og hinanden – og til at finde nye måder at være i vores relationer og vores liv på.

Det er noget af det, jeg holder allermest af ved mit arbejde: at få lov til at følges med mennesker et stykke af vejen, når noget er på spil, og sammen undersøge, hvad der kan bringe mere mening, bevægelse og handlekraft ind i livet.

Mine etiske overvejelser og værdier

Etisk drejer sig om, hvordan man behandler andre mennesker og andre levende væsener. Etik handler om, hvad det gode liv er, og betydningen af at tage hensyn til andre og ikke kun have blik for sig selv og sine egne behov.

Mine etiske værdier i mit arbejder er

  • Jeg er ikke ekspert på dit liv. Du er eksperten, og sammen kan vi skabe et rum af indsigt og omsorg, så du kan træffe de valg, som er rigtige for dig eller du kan tilegne dig.

  • Jeg har tavshedspligt.

  • Jeg henviser til andre behandlere eller rådgivere, hvis mine redskaber ikke slår til.

Mine værdier er

  • Jeg tror på, at et menneske har alle svarene i sig selv. Sommetider har man behov for hjælp til at kunne sætte ord på eller stole på “sin indre stemme”.

  • Det ikke er personen der er problemet, men problemet – der er problemet

  • Jeg ønsker at være opmærksom på intentionen bag enhver handling

  • Et problem kan ikke løses på samme niveau, som det er opstået. Der skal ofte en ny tilgang eller erkendelse til.

Som medlem af Dans Psykoterapeut Forening (DPF) er jeg underlagt foreningens etiske regler, som du kan finde her: https://psykoterapeutforeningen.dk/wp-content/uploads/2015/11/Etikfolder.pdf

Uddannelser

  • Sygeplejerske
  • Exam. Heilpraktiker
  • Psykoterapeut medlem af Dansk Psykoterapeut Forening
  • Exam. Hypnoterapeut
  • Certificeret i Stressindikator testen
  • Masterclass i psykologi
  • Certificeret i 4MAT
  • Exam. supervisor fra dfti og COK
  • Certificeret i Psykologisk Tryghed v/Christian Ørsted
  • Exam. Neuroaffektiv supervisor

    Her udover

  • Foredragsholder
  • Forfatter
  • Underviser på Demenskoordinatoruddannelsen og efteruddannelsen
  • Supervisor
  • Forfatter til “Familiedialog og refleksion ved alvorlig sygdom. En guide for sundhedsprofessionelle.”

Teori og metode

Gennem mine mange forskellige uddannelser har jeg tilegnet mig det, nogle måske vil kalde “en blandet landhandel”. I praksis for dig betyder det, at jeg trækker på forskellige psykologiske tilgange afhængig af, hvad vi arbejder med og ikke mindst, hvad der giver mening for dig og for vores arbejdsproces.

Generelt arbejder jeg ind i tilknytningsmønstre, og jeg er oplevelsesorienteret hvilket betyder, at jeg arbejder med forståelsen af det enkelte menneske ud fra samspillet i og med familien, som jeg sidder sammen med. I terapi med par er mit fundament Emotions Fokuseret, hvilket betyder, at det er følelsernes landkort, vi orienterer os omkring.